Digtet behandler temaer som fremmedgørelse, kærlighed, familie, natur, og her opstår en korrespondence mellem de to stemmer, en på islandsk og en på dansk, mellem minder fra Reykjavik og forfatterens samtid i København. Stemmerne kastes mellem hav og land, kærlighed og brud, eksilet og familielejligheden, der lever under opløsningens vilkår, mens døden lurer om hjørnet. Stemmen er følelsesladet og melankolsk, meningsfuld og humoristisk, og prøver at opdage de naturlige kilder, en tilstand, hun endnu ikke kender. Digtet beskæftiger sig med de islandske sagaers magi og rytme, og lader billedkunstens form og sprog finde frem i tekstens gang. Digtet bliver til en rundgang i at være hjemme og borte på samme tid, leve i fortiden, i nuet, i fremtiden, og i det, at være et menneske.
