Ejvind Riisgard – författare

Den komplementære helhedsrealisme betragter den menneskelige eksistens som et komplekst og meningsfuldt projekt, der omfatter både alt det irrationelle og alt det rationelle i menneskelivet - ud fra det grundsyn at helheden er vort inderste jeg. Vi fødes med psykiske grundprocesser som er uden sprog og logik og uden bevidsthed om skellet mellem os selv og omgivelserne. Denne skelnen kommer først med sproget. Og her er erfaringen at kun dagligsproget dækker hele tilværelsen.Den gængse sondring mellem følelse og fornuft er helt utilstrækkelig til forståelse af de afgørende psykiske forhold bag vore handlinger. Det eksistentielt afgørende er forskellen mellem stabilitet og ustabilitet. Og her har dagligsproget sit store fortrin i at det er stabilt på grund af sin vaghed.I tilværelsen må vi også sondre mellem det snævre, viljestyrede og egoistiske jeg og det store, helhedsopfattende, ikke-styrede selv.Det er vigtigt at få almengjort dette selv, der er identisk med det kollektivt ubevidste.Helhedsopfattelsen er afgørende for menneskets indre konsistens og forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode i livet.Konsistensetikken er derfor fundamental.

Virkelighedens dobbelthed påpeger det forhold, at der kun findes én virkelighed, men at vi mennesker har to, vidt forskellige tilgange til den, dels til den praktiske og materielle verden, dels til den indre eller åndelige verden. Tilpasningen til den materielle virkelighed sker gennem sansning, sanseerfaringer, sprogtilegnelse og oplæring, mens vi fødes ind i den åndelige verden som en umiddelbar realitet der giver en afgørend fornemmelsde af orden, sammenhæng og mening.Skal virkeligheden skildres og analyseres sandfærdig skal begge dimensioner af tilværelsen med som de ligeberettigede og komplementære modsætninger de nu engang er, og det betyder konkret at vi både må acceptere et fysisk rum og et psykisk rum, en fysisk tid og en pjsykisk tid, ja, både et eksistentielt rum og en eksistentiel tid. Og langt de fleste af os kan skifte ubesværet melem de to verdener.Bogen gennemgår de spændende modsætninger grundigt og detaljeret og gør dagligsproget vigtigere end faagsprogene.Kapitlerne behandler systematisk virkeligheden i forhold til fysikken, til tiden og rummet, livet og ånden samt sproget og humoren.

Den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89) var ubarmhjertige kritikere af den bestående europæiske kultur uden af fornægte historien eller slægtens erfaringer og uden at hengive sig utopiske forestillinger om paradiset.Den ene var ånds- og kulturforsker, mens den anden var naturforsker. Men de kunne begge se det fatale i selve den kløft der gennem flere århundreder var skabt i den europæiske kultur mellem den teknologiske udvikling og den åndelige, følelsesmæssige og erkendelsesmæssige udvikling.Grønbech langede i årtier ud efter den dominerende kristendom og dens paradislængsel, men han beskyldte naturvidenskaben og evolutionismen for at dyrke en sekulær paradislængsel. Når velstanden blot nåede op på et tilstrækkeligt højt niveau ville alle blive lykkelige, lød det.Lorenz så også det ensidige materielle og teknologiske fremskridt som en stor fare, ikke mindst for miljøet. Og det geniale i hans forskning lå i at han fik øje på at ånd var forbundet med den biologiske udvikling i og med at den i sidste ende lå i selve aggressivitetsdriften. Denne var forudsætningen for åndens udfoldelse.